Vi forlod Mali fredag den 15. april med kurs mod Dakar, Senegal. Afgangen med Air Mali var sat til 21.35 og vi lettede til tiden. Det startede godt! Vi havde pakket vores bagage i små kufferter, som vi kunne have med som håndbagage. På den måde var vi fri for at tjekke bagage ind, eftersom vi i vores omgangskreds havde fået fortalt, at det ikke altid var sikkert at bagagen kom med flyet, men først fulgte et par dage senere. Åbenbart ikke uhørt hos de afrikanske flyselskaber. Vi turde derfor ikke løbe risikoen, eftersom vores plan var at tage direkte til Gambia dagen efter. Jeg tror aldrig jeg er draget på ferie med så lidt bagage, men det lykkedes mig alligevel at begrænse mig. J efter blot en 1 ½ times flyvetur inklusiv gratis mad og drikkevarer, en taxatur fra Leopold Senghor lufthavnen i Dakar til Hotel Cap Ouest ved Plage Virage, var vi fremme ved vores overnatningssted og begge trætte. Ikke trætte af den korte flyvetur, men trætte efter den mentale opstemthed vi begge havde følt hele ugen inden afgang, fordi vi var så spændte på den imødesete ferie som nu endelig fik lov at forløse sig.
Hotel Cap Oest var lille og hyggeligt med et oprørt Atlanterhav i baghaven, men på ingen måder luksuriøst. Temperaturen var langærme-kold og en kraftig vind i samråd med det nærliggende hav gjorde alting fugtigt og koldt. På trods af dette var duften af ocean, mødet med en temperatur betydeligt under de normale 40 grader i Mali, og det faktum at det bare var os to, Christian og mig, og ingen andre, opvejede hele oplevelsen.
http://www.au-senegal.com/Hotel-Restaurant-le-Cap-Ouest.html
Vi havde jo som nævnt besluttet
at drage til Gambia direkte dagen efter, så i stedet for at gå på opdagelse i
det nye land, skyndte vi os at kravle under dynen, så vi kunne være friske til
vores videre rejse. Dakar måtte vente til vi kom retur igen om 6 dage.
Om morgenen fik vi serveret morgenmad på terrassen med udsigt til det smukke, men vilde hav, som ville være enhver surfers drøm, inden vi igen tjekkede ud og satte os i en taxa med Gare Routieres som næste destination. Dette er samlingsstedet og terminal for alle taxaer og busser i Dakar, og her skulle vi finde en såkaldt 7-mands taxa der skulle kører os til grænsen mellem Senegal og Gambia. En tur på ca. 350 km. Kaosset var voldsomt, overalt holdte biler og små som store busser. Asfalten var krydret med skrald, og i luften hang rovfugle og ventede på muligheden for at dykke ned og stjæle madrester. Gående blandt transportmidlerne var alverdens mennesker, som solgte alverdens ting, og straks efter at vi steg ud af taxaen blev vi omringet af ivrige taxachauffører som alle ville køre os til vores ønskested. Vi synes at priserne vi fik tilbudt for turen var lige i overkanten, og fandt også ud af at senegaleserne ikke var lige så nemme at handle med som malierne. Måske fordi de ikke er lige så meget i nød, eller også er deres mentalitet bare mere stædig. Efter en del diskussioner fandt vi dog endelig en fyr der ville gøre det til halv pris af de første tilbud, og vi mere eller mindre sagde ja med det samme. Det viste sig i stedet at være en lille bus vi skulle køre med frem for de små stationcars der var bygget om til 7-mands vogne, og som vi var blevet anbefalet at køre med. Vi erfarede at det med den lille bus ville tage omkring 1-2 timer mere, men vi takkede dog alligevel ja, og tænke at det vel egentlig ikke gjorde så meget forskel. Klokken var nu omkring 9.00, og vi blev af chaufføren forsikret om at vi kørte lige straks.
Efter 4 timers venten, hvor vi
stadig ikke var kommet af sted, og bare sad og hang i bussen, havde jeg fået
nok! Jeg blev lige lidt gal på den ansvarlige mand, og fik brugt den mere
grimme del af det franske sprog. Det resulterede så også i en større udmygelse,
da han jo blot grinte af mig foran alle de andre lokale, samt sagde noget på
lokalsprog, så de andre også grinte. Chaufføren grinte ikke, i stedet rystede
han på hovedet, og løftede pegefingeren af mig. Han blev vidst lidt sur. På det
tidspunkt havde jeg ikke meget lyst til at sætte mig ind i bussen, men vores
muligheder og tid var efterhånden sluppet op, så havde egentlig ikke noget
valg. Samtidig ville vi miste vores penge hvis vi takkede nej. Om det var mine
frustrationer der gjorde det, eller de selv vurderede tiden som værende knap,
ved jeg ikke, men vi drog alligevel af sted straks efter mit udbrud. Dog blev
vi lige sat over i en anden bus først, som tilfældigvis var i en noget værre
tilstand end den første… Sjovt nok!! Det er et fint trick at vise os den
flotteste bus og når vi så endelig kører så hiver de lige skramlekassen frem,
siger at vi skal skynde os at sætte os over i den, så vi kan komme af sted, og
pænt følger vi alle med uden indvendinger. Men igen, endelig var vi på vej… Efter 9 timer i den usle bus med absolut ingen komfort, hvilket på ingen måder gik i spænd med en vejkvalitet af de mest ringe. Ja faktisk så slemme, at vi ikke kørte på vejen, men på de sideliggende marker da de havde en mere jævn overflade, var vi noget lettede, da vi endelig nåede den Gambianske grænse. Flere gange undervejs havde vi kigget på hinanden og tænkt det samme; vi kommer aldrig frem!! Desværre har vi ingen billeder fra turen, eftersom det hele var så uoverskueligt, og det eneste vi tænkte på var at komme frem, så jeg kan kun med ord beskrive denne tur. Også her er jeg kortfattet, for jeg har virkelig prøvet at fortrænge turen, og husker nu efterhånden kun brudstykker. Jeg husker dog at de sidste 2 timer foregik i mørke, og det faktum at man ikke selv er herre over kørslen, ikke havde viden om hvor langt der var igen, og i det hele taget ingen viden om hvor vi i verden vi befandt os, var meget sindsrivende. Det eneste betryggende var de andre passagerer som var så søde at tilbyde os brød og vand, og som lovede at sige til når vi skulle af. Alt sammen kommunikeret via tegnsprog, da mange af dem hverken talte fransk eller engelsk, men kun deres lokale Wollof sprog. Ved grænsen fik vi følgeskab af Djob som havde siddet på forsædet i bussen under hele turen, og som også selv skulle til Banjul, hovedstaden i Gambia. Det gjorde det hele en smule lettere, da han jo havde været der før og kunne guide os det rette sted hen. Fra grænsen fragtede en taxa os videre til færgen i byen Barra, en færge der krydser River Gambia til hovedstaden Banjul.
Vi blev her fortalt, at vi skulle skynde os da færgen var på vej til at sejle, så vi løb af sted, blot for at se færgen sejle af sted for næsen af os. En fyr ved navn Ibrahim, som arbejdede på færgeterminalen, sagde at færgen ville være der igen om 1 ½ time. Vi ventede 2 ½ time, i selskab med nogle ulidelige tyskere, som dog gav gratis øl, før færgen igen var i syne, blot for at få at vide, at den ikke sejlede igen, eftersom den havde problemer med styretøjet. Så der stod vi kl. 01.30 om natten og var en smule lost. Den flinke Ibrahim tilbød os, at vi kunne sove hos ham, eftersom han skulle arbejde hele natten. Vi overvejede det i et par minutter, og blev så enige om at det var nok det nemmeste og billigste, så vi fulgte med ham til hans værelse gennem skumle mørke gader og halvfærdige bygninger som taget ud af en ægte gyserfilm. Han åbnede døren til et lille kvadratisk rum, med intet elektrisk lys, blot en madras og et lille stearinlys. Heldigvis var det mørkt, for tror ikke jeg havde sovet der, hvis jeg havde set det i dagslys inden. Nå ja, det var jo bedre en ingenting, og klart bedre end at skulle overnatte siddende i færgeterminalens ventesal med en masse andre mennesker. Så der lå vi, med alt vores tøj på (bed-bugs er heller ikke uhørt på disse kanter), angrebet af myg i 4 timer, før vi igen blev vækket (sov vidst slet ikke) klokken 6.00 for at tage færgen klokken 7.00. Vi kom denne gang med færgen, og på den anden side fandt vi hurtigt en taxa som kørte os til vores hotel, Bijilo Beach Hotel. Turen tog os sammenlagt 24 timer…
http://www.bijilobeachhotel.com/
Hotellet var næsten som paradis for os efter den lange rejse. Bijilo Beach Hotel har en fantastisk udsigt til havet, da det ligger placeret på en bakke ned til stranden. Samtidig ligger det også en smule væk fra den kendte Senegambia road, hvor alle de store fine hoteller og restauranter er at finde. Værelserne var typiske standard hotelværelser, men alle i højere plan var udstyret med en dejlig altan. Herfra havde vi en ekstravagant udsigt til Atlanterhavet, de vilde bølger og senere solnedgang. Efter en fin morgenmad fik vi sovet lidt på vores værelse, kun afbrudt af rengøringspersonalet, og om eftermiddagen var vi igen klar til oplevelser. Vi fik en personlig chauffør, der kørte os til en hæveautomat, en restaurant for at spise lidt frokost og sidst men ikke mindst en tur i supermarkedet for at købe ind til vores egen ”minibar” på hotellet. Efterfølgende blev det til en dejlig gåtur på stranden, som præsenterede sig selv i ægte vesterhavsstil. Turen var skøn og blev afsluttet med aftensmad på hotellets restaurant, indrettet i ægte dansk sommerhusstil med en blomstret dug på bordet, en lille bordlampe, flettet stole med store puder og en rolig atmosfære i en ægte udestue gemt bag store facadevinduer i træ med udsigt til havet. Tjenerne var alt for høflige og priserne forholdsvis billige, i hvert fald sammenlignet med både Danmark og Mali.
Mandag gik turen
til
abeparken Bijilo forest. Med os gik hotellets sikkerhedvagt Mussa, som viste
sig at være en rigtig sød og pålidelig gambiansk fyr og nu en ægte facebook ven.
Man ved jo aldrig om man ser ham igen! Han havde medbragt en pose jordnødder
til aberne og ikke ret længe efter vores ankomst i parken spottede vi aberne,
eller også spottede de os og den medbragte pose jordnødder.Pludselig var de overalt, og
langede ivrigt ud efter nødderne som vi gav dem. Nogle mere frække end andre. Vi
fandt ud af at de fyldte munden med nødder, stadig med skal på, så det virkede
som om de havde spist dem, så vi skulle give dem nogle flere. Havde jo
besluttet pædagogisk kun at give dem en af gangen. De er nu lidt snu, men en
mund fyldt med uknækkede jordnødder kan nu alligevel ses, og hvilket sjovt syn.
Vi valgte at overse skiltet der var sat op ved indgangen til parken, og det var
vi nok ikke de første der havde gjort… 
Det var en hyggelig tur, og efterfølgende besluttede vi os for at tage en kop kaffe på et af de store og mere fancy hoteller der lå ned til stranden. Hotel Kairaba. Her kan man tale om et luksushotel, men også et slags konferencecenter, så det har ikke så meget lokal charme over sig, men alt andet lige flot og indbydende. Tjek hjemmesiden…
Kaffen var fantastisk, og den er værd at skrive hjem om for os, eftersom det er sjældent vi har mulighed for at få god kaffe serveret i Mali. Efter den gode kop kaffe og lidt hyggelig shopping i de små souvenirs butikker gik turen til en indisk restaurant, Jewel of India http://www.jewelofindia.gm/welcome.html . Og som altid er indisk mad en udsøgt fornøjelse, så vi fik spist os så mætte at vi næsten revnede. Bagefter gik turen til en lokal bar og en rom og cola. Her mødte vi Jacob som fortalte om sit hårde liv som både kriminel, kunstner og kommende forfatter. Endnu en beretning om livet i Afrika og de begrænsede muligheder. Det bliver nogle gange trættende at høre på, men det er samtidigt stadig fascinerende at høre om de menneskers liv der adskiller sig så meget fra vores eget. Efter en god snak vendte vi snuden mod hotellet og en god film. Christian havde medbragt sin computer, hvis vi skulle blive i Blockbuster humør…
Tirsdag blev en afslappet dag ved poolen, en lækker frokost på en vestlig inspireret Café ved navn The Butcher’s shop, hvor jeg fik den mest fantastiske salat og en skøn iskaffe. Det er utroligt hvad man kan himle op over, men ja, en salat og en iskaffe, var en stor ting for mig. Eftermiddagen stod på en volleyball kamp med ’Mussa og juicedrengene’ (lyder lidt som et sjovt bandJ) på stranden. Det var underholdende og både de almindelige muskler samt lattermusklerne kom rigtig i brug. Oven på kampen gjorde det godt med et karbad og en efterfølgende tur på thailandsk restaurant.
Onsdag stod vi som vanens tro op til en dejlig, men simpel morgenmadsbuffet. Christian havde dagen før påpeget kort over for tjenerne at der manglede lige lidt ost, og nu var vi så heldige at finde den leende ko på buffetbordet. Det var ikke just det vi havde haft i tankerne, men om ikke andet en opgradering. Efterfølgende blev et par timer brugt ved poolen, og da vi havde fået nok af det, besluttede vi os for et hurtigt bad og tøjskifte på hotelværelset før en gåtur på den flotte strand. Christian var gået i forvejen, så da jeg selv nåede op til vores værelsesdør strejfede mit blik noget bevægelse i en nærliggende palme. Sørme ja, der sad et par aber og fulgte ivrigt med i mine handlinger. Straks blev kameraet hentet og Christian fik serveret dem et par nødder, vi havde købt hos en sød dame på stranden dagen før.
Gåturen på stranden førte os til de fine hoteller og Senegambia road igen, og vi spiste tidlig aftensmad for bagefter at gå på en bar og se fodbold; Barcelona-Real Madrid. Stemningen var god, og der var en del spaniere tilstede, som løftede stemningen yderligere, især da der endelig blev scoret mål i kampen. Undervejs i kampen faldt vi i snak med et ældre britisk par, som havde været i Gambia mange gange i de sidste 15 år. Vi erfarede at en af restauranterne var ejet af en dansker og vi besluttede os for at spise der dagen efter som en afslutning på en dejlig rolig ferie med afslapning i stor stil i Gambias land.
Torsdag var sidste dag i Gambia, og trist var det at skulle forlade dette skønne feriested. Poolen blev svømmet igennem en sidste gang og et par øl blev drukket på altanen, med udsigt til solnedgang og backgammonspillet på bordet. Igen må jeg jo se mig slået af mester Vester, den heldige gris!!
Med et lille strejf af taberhumør for mit vedkommende drog vi af sted med chauffør til Senegambia Road, for at spise på den danske restaurant, som vi var blevet anbefalet. Turen derhen var yderst underholdende eftersom den chauffør vi havde fået, talte et meget dårligt engelsk, som absolut ingen af os forstod… Nå men, han forstod i hvert fald os. Vi havde bedt ham om at finde en postkasse så vi kunne få sendt postkortene af sted, og vi blev derfor sat af ved Senegambia Beach hotel, nabohotellet til Kairaba. Wooow… Hvis man synes hotel Kairaba var flot, så skal man lige smutte ind af døren ved siden af, og få sig en oplevelse… Hotellet var jo en hel verden for sig, og vi lovede os selv, at hvis vi kom tilbage til Gambia, så ville vi bo på det her hotel… Tjek lige hjemmesiden, det er jo vildt…
Den danske restaurant Scala blev besøgt og hvilken udsøgt fornøjelse, med et dejligt pift af danskhed i interiøret der sendte vores tanker tilbage til Danmark. Normalt flygter man på ferie væk fra det danske, men for os fik det pludselig en anden betydning at blive konfronteret med det. Pludselig gled snakken hen på alle de ting som vi savnede i Danmark og herefter alle de ting vi ville savne i Mali, når vi om 2 måneder vender snuden nordpå igen. Efter et godt måltid mad tog vi tilbage til hotellet og fik pakket vores kufferter. Vækkeuret blev stillet til klokken 6.00 næste morgen, og vi sagde godnat efter en hyggelig snak på altanen, mens vi observerede det smukke hav i månens skær.
Bip bip bip, hold da op, klokken
6.00, det er alligevel lidt tidligt når man er på ferie… Nå men vi kom begge
op, nogen hurtigere end andre, og klokken 7.00 forlod vi hotellet og satte kurs
mod færgeterminalen endnu engang. Heldigvis var der ikke denne gang så meget ventetid
før den kom, og vi fik hurtigt fundet en plads ombord. Imponerende hvor mange
mennesker og biler der kan være på en sådan færge, og efter 2 timer på vandet,
begyndte vi også at have vores tvivl om, om den virkelig kunne klare
belastningen. Det gik i hvert fald meget langsomt, men der var jo selvfølgelig
også modvind. I Barra tog Ibrahim imod os igen. Vi havde ringet til ham dagen
før for at sige at vi kom, og at vi havde planer om at tage på en lille
safaritur i Fathala Reserve, som ligger lige på den anden side af grænsen i
Senegal. Han lovede os, at han nok skulle sørge for turen, og før vi så os om
havde han taget vores kufferter, pakket dem i en taxa, vekslet penge for os og
så var vi på vej til grænsen igen. Ved grænsen mødte vi tilfældigvis Angelique,
vores nabo i Badalabougou i Mali. Hun er praktikant på den danske ambassade,
har boet i Danmark i 10 år og er oprindeligt flygtning for Rwanda. Læs hendes
bog; Rwandas børn, udgivet af Gyldendal, http://www.g.dk/bog/rwandas-boern-angelique-umugwaneza_9788702064247
Hun var også på vej til Dakar, men havde planer om at besøge en landsby på
vejen, så vores veje skiltes hurtigt igen. I mellemtiden havde Ibrahim skaffet
os pladser i en safaribus, og hu-hej, så var vi på vej!! Og dyr fik vi set. Jeg
vil ikke skrive for meget om turen her, for det er nok lidt sjovere at se
billederne. Så tjek dem ud i vores galleri Vild med dyr - i Afrika
Efter en safaritur, satte bussen os af ved en terminal hvorfra vi igen skulle finde en 7-mandstaxa, for at køre til Dakar. Denne gang skulle det være en bil og ikke en bus. Heldigvis var klokken efterhånden blevet så mange, at de alle var på vej til at køre. Så vi fandt hurtigt et par pladser bagerst i en af dem, og der sad vi så klemt inde i 6 timer. Det var lige før komforten var bedre i bussen, for der kunne vi da i de mindste strække benene og bevæge os lidt. Her sad vi i spænd hele turen, og da vi steg ud igen var vores numser næsten følelsesløse.
Endelig tilbage i Dakar, og på jagt efter et hotel. Vi endte på hotel Farid i downtown Dakar. Et lille smalt hotel med smalle korridorer og en lille elevator, men dog alligevel nogle rummelige værelser med karbad, minibar, fjernsyn og en smule havudsigt, hvis man stak hovedet ud af vinduet og kiggede til højre. Vi havde ikke rigtig spist andet end en lille pose cashewnødder siden den morgenmad vi fik klokken 06.45, så vi var godt sultne… Helt bevidst havde vi derfor valgt et hotel, hvortil vi vidste at der var en fantastisk (ifølge anmeldelserne) god restaurant. Så efter et hurtigt bad forlod vi værelset og styrede mod Restaurant Farid, en libanesisk restaurant. Her var yderst smukt og stilfuldt og vi bestilte libanesisk meeze, som er en servering af en masse retter i små portioner. Vi fik de første 10 tallerkener ind med mad, og så gik vi ellers i gang. Vi troede egentlig at det var alt, ind til tjeneren kom og spurgte om de måtte komme med resten. På det tidspunkt var vi faktisk så tæt på at være mætte, at vi ikke lige kunne overskue mere mad, men hvad kunne vi gøre. Pludselig stod der 4 retter mere på bordet, og denne gang de lidt mere tunge af slagsen med tilberedt lammekød, stegt kylling og et udvalg af krydret kødboller serveret med tilbehør. Vi fik dog noget af det ned, men måtte give op halvvejs. Nu kunne vi nærmest trille hjem, så det var godt at hotelværelset ikke var længere væk… Et karbad og en film i fjernsynet gjorde godt oven på det fantastiske og velsmagende mad.
Lørdag morgen sov vi længe og da vi endelig bevægede os ud, var det igen for at få noget at spise. Vi fandt en lækker te salon, hvor vi fik en ægte fransk morgenmad med omelet, croissant og god kaffe. Imens snakkede vi om hvad dagen skulle gå med og vi besluttede os for at tage ud og se Île de Goreè, en tidligere slaveø. Vi fandt vej ned til færgen og undervejs fik vi et indtryk af en afrikansk storby i langt større udvikling end Bamako. Til tider var det næsten som at gå rundt i Paris’ små stræder med flotte facader der lukker sig omkring en. Byen bar meget mere præg af det vestlige, og det var rart at gå rundt i gader der ikke var overfyldte med mennesker og skrald.
Færgen til Île de
Goreé var godt pakket med turister, og på vej ud, fik vi et indtryk af den
enorme havn og det eksport/import marked den medfører. Kæmpe fragtskibe,
krigsskibe og tankskibe lå langs kajen, og bag havnen stormede byen op med sine
gigantiske højhuse i ægte New Yorker stil. 20 minutter senere lagde vi til ved
øen, og trådte ind i den kontrære verden. Île de Goreé emmer charme i ægte
sydspansk stil og fredsommeligheden var yderst fangende for os. Vi nød at gå
rundt i de små gader uden alverdens sælgere og andre godtfolk der vil sælge os
noget. Langs husenes brogede facader faldt smukke blomster ned i rangler, og
farverigt tøj hang og blafrede i vinden fra tørresnorene som gik på kryds og
tværs. Det var ren idyl. Vi shoppede lidt souvenirs og satte kurs mod øens
slotsruin og efterfølgende en tur rundt i ’Maison des esclaves. Her kan man besøge
et hus som engang var ejet af nogle handelsfolk der handlede med afrikanske
slaver. Huset var indrettet med en masse usle rum i stueplan, hvor man
opbevarede slaverne i fangenskab og gik man ovenpå via den smukke vindeltrappe,
kom man til ejerens bolig. Direkte fra slaverummene, var der en dør ud mod
havet. Herfra læssede man slaverne ombord på skibe, der skulle sejle dem til
USA. Det var en speciel men også lidt uhyggelig oplevelse, og man fik virkelig
indblik i en kold og kynisk verden, hvor mennesker blev handlet med som var de
brød.
Efter en kold Cola, nydt med udsigt til Dakar tog vi færgen tilbage til fastlandet. Efter et kort ophold på hotellet, hvor turisttøjet blev skiftet ud med noget pænere af slagsen, tog vi af sted for at spise på en af Dakars mere fine Restauranter, Le Cozy. Og sikke en fornøjelse, vi fik Sushi!!! Jeg har ikke spist sushi i snart et år, så da jeg spottede det på menukortet, blev jeg meget lykkelig. Sjovt var det at mit menukort ikke indeholdte priser, det var kun Christians. En del af hele stilen. Jeg kunne godt se at han kløede sig lidt panden, og fandt ud af at han havde spottet priserne til at være ikke skyhøje, men høje i forhold til selv den fineste restaurant i Bamako. Det afholdte os dog ikke længe, for fristelsen var for stor, og der kom sushi på bordet sammen med lækre salater, en god flaske vin, dyrt kildevand og en cocktail til dessert. En absolut ubeskrivelig skøn aften og restaurant og en fabelagtig afslutning på vores ferie.
Søndag morgen kl. 06.00 betalte
vi for vores værelser i hotellets reception og kørte med en taxa til Dakars
lufthavn, for at flyve tilbage til Mali klokken 08.00. I Mali hentede Anne os i
lufthaven, hvilket var en dejlig overraskelse, og endvidere havde hun fået os
inviteret med til påskefrokost hos Malene fra den danske ambassade. Så vi tømte
kufferterne og satte os til bords med fiskefilet, frikadeller, hønsesalat,
tunmousse osv osv. Det kunne ikke have været bedre, velvidende at vi også lige
havde en fridag dagen efter inden arbejdet igen kaldte.
Kommentarer: