Siden vores sidste beretning her på bloggen, har vi fået ansat 2 lokale maliere på vores sundhedsprojekt. Den ene hedder Balam og er netop blevet uddannet som læge. (Se billeder fra hans dimission i vores galleri). Han er en frisk fyr på 26 år, og humøret er altid højt. Den anden hedder Eloi og er 32 år gammel samt uddannet læge i 2 år. Han adskiller sig betydeligt fra Balam ved at være mere eftertænksom og struktureret, ja til tider er han et fantastisk eksempel på en ægte ”nørd”. De komplimenterer dog hinanden rigtig godt og udgør sammen et fantastisk team, så Christian og jeg har været rigtig glade for deres arbejde ind til videre.
Balam er muslim og vi skal derfor tage hensyn til at han et par gange i løbet af en arbejdsdag skal bede. En dag holdte vi møde i vores lejlighed, for at arrangere vores første fieldtrip tur til Tominian. Landsbyen som bliver vores hjem i den sidste halvdel af vores ophold i Mali, og dermed byen som skal danne rammen om vores sundhedsprojekt. Pludselig midt i en større beslutningsproces vedrørende detaljer omkring vores lille ekspedition, rejste Balam sig op og sagde på gebrokken engelsk ”I will go to pray now”, (han vil rigtig gerne lære engelsk, og er faktisk begyndt at blive ret sej, hvilket er stort for en malier) hvorefter han, som en lille tissetrængende dreng, rendte forvirret og søgende rundt i vores stue. Christian spurgte ham om der var noget galt og han svarede på fransk ”hvor stor solen op her, så jeg ved hvad vej jeg skal sige min bøn?”. Det var svært at holde smilene tilbage med den kommentar, og vi sagde at det nok var en god ide at han for fremtiden investerede i et kompas. Vi bad ham dog om at gå ud og snakke med vores vagt, da han også er muslim. Efter et kort stykke tid kom han tilbage for at høre om vi havde et lille tæppe han kunne låne til at sidde på. Vi sagde, at der lå et lille tæppe på gulvet inde i vores soveværelse, hvorefter han gik derind og bad. Christian nåede lige at sige, at han da gerne måtte tage med i sin bøn, at vores projekt skulle blive en succes, hvilket han med et smil på læben sagde at, det ville han gøre. Få minutter efter kom han tilbage og mødet fortsatte som om intet var hændt.
Det mest fantastiske ved malierne er, at de accepterer forskellighed, men også at de er meget åbne omkring deres tro. Man ikke skal frygte, at man går over stregen i forhold til at byde ind med nogle sjove kommentarer der vedrører det faktum at de gør nogle ting, som for os ikke er uforståelige, men i hvert fald betydeligt anderledes fra vores eget liv. Vi har dog forsikret Balam om at han for alt i verden skal sige til, hvis der er noget der strider imod hans religion. Lige nu er ramadanen i fuld gang hernede, og det kan mærkes på folks generelle arbejdsniveau og effektivitet. Balam må ikke spise hele dagen, og det kan godt være hårdt for os andre i teamet, ikke mindst fordi han er mere træt, men også fordi man jo ikke har lyst til at sidde og spise foran ham. Så vi har efterhånden vænnet os til at lade vær med at spise når vi er på arbejde i øjeblikket. Dog tillod han sig selv at spise da vi rejste af sted til Tominian, og fortalte at han så bare ville faste de ekstra dage når ramadanen var slut.
Turen til Tominian var en succes og livet i landsbyen er langt fra livet i Bamako. Stilheden var nok det mest bemærkelsesværdige, men på den positive måde! Vi fik holdt møde med borgmesteren omkring mulighederne for at købe et stykke land til at bygge et hus og få et kontor ved den lokale sundhedsklinik og blev budt hjertelig velkommen. Herudover fik vi besøgt en lokal sundhedsklinik i en mindre landsby ved navn Monisso, hvor mindst 50 frivillige sundhedshjælpere var mødt op fordi de havde hørt at vi kom, og gerne ville se de hvide ”giraf”. Turen derud i Toyota Landcruiseren var også en oplevelse, da det jo på nuværende tidspunkt er regntid, hvilket gør at vejene til de små landsbyer er mere eller mindre ikke tilstede pga vand, og i stedet er blevet til mindre floder (se billeder i galleriet). Heldigvis havde vi en erfaren chauffør med, men næste gang er det os selv der styrer bilen. Godt, at det kun er regntid et par måneder om året.
Vi fik også overværet en fodboldkamp, hvor hele landsbyen var samlet på sidelinierne. Balam var fremme i skoen og levede sig ind i kampen med råb og stor gestikulering med armene. Eloi havde placeret sig i en sikker zone et godt stykke væk fra banen, og fortalte at han ikke rigtig gik op i fodbold. Christian og jeg tror dog mere at det var fordi han var bange for bolden. Da kampen var slut startede en mindre konflikt mellem de to hold og der blev optræk til lidt tumult. Vi andre synes det var underholdende at se på, men Eloi havde sat sig ind i bilen med ansigtet gemt i sine hænder og hovedet mellem benene.
Vores ansatte bringer smil frem på vores læber og er med til at gøre vores ophold her i Mali betydeligt mere interessant, ikke mindst pga. selskabet, men også fordi de giver os en indsigt i en anderledes kultur.
Kommentarer: