Kogekonen…

Flerkoneri er måske drømmen for de fleste unge mænd, men som i vores kultur drejer drømmen sig i Mali  ikke så meget om hvor skønt det ville være med et lille harem af smukke kvinder derhjemme. Næh, drømmen om de fire koner, drejer sig mere om at være en rigtig mand, der har råd til en stor familie. Når kvinder i Mali får syv børn i snit, kan man hurtigt regne ud, at manden med fire koner nemt kan være far til mindst 20 børn. Det signalerer prestige, men det koster også. Så når de unge mænd drømmer om fire koner, så er det fordi de gerne vil vise alle andre, at de er mænd med magt, succes, overskud og penge til at forsørge en stor familie. Og hvem drømmer ikke om at være en mand med succes og penge? Ikke mindst, når den triste virkelighed er en anden. Når der hverken er råd til en knallert eller til bare en enkelt kone, for det er dyrt at blive gift. Mindsteprisen for en kone – altså brudeprisen, der skal betales til hendes familie – ligger på ca. 125.000 francs. Det svarer til omkring 1300 danske kroner. Det er rigtig mange penge set i forhold til, at en månedsløn for en arbejdsmand i Mali ligger omkring 300 kroner. Men brudeprisen kan i nogle tilfælde sagtens være meget højere for hertil kommer også, at et ordentligt bryllup skal fejres med både stor familie, fest, musik og lejet limousine. Og så er vi pludseligt oppe på mange årslønninger.
Så der skal spares op i rigtigt mange år, ellers er det familien, der må træde til med det store beløb. Når manden betaler brudeprisen, er det både hendes arbejdskraft, hendes kommende børn og hendes såkaldte ”dot de mariage” – det vil sige medgiften - han betaler for. Når pigen flytter ind hos manden, har hun en medgift med i form af forskellige ting. Medgiften svarer til den arv, som pigen ville have været berettiget til, hvis hun var blevet boende hjemme. Altså en slags arveforskud, som nu overgår til mandens familie. Derfor skal han selvfølgelig betale for det. Men prisen for pigen ses også i forhold til det arbejde, hun kan yde, når hun flytter ind i den ny familie og skal tage del i de mange pligter. Den skal også ses i forhold til de børn, hun ventes at føde. Pigens familie skal altså have en erstatning for det, den mister. Manden og hans familie overtager jo også de nye børn og deres arbejdskraft. Pigens medgift består gerne af ting, som skal bruges i husholdningen – for eksempel køkkenredskabet, sengetøj, sæbe. På landet, hvor de fleste malier bor, er det også almindeligt at husdyr er en del af medgiften. 

Høje priser kan tvinge kvinderne til at blive i ulykkelige ægteskaber, hvor de måske misbruges af mandens familie. Ved en skilsmisse skal kvindens familie betale brudeprisen tilbage til mandens familie. Men hvis prisen har været høj, og pengene er brugt – så er det svært for pigen at slippe ud af det.

Dermed ikke sagt at drenge og piger ikke kan mødes, forelske sig og ønske at blive gift, for i Mali vil de unge jo helst gifte sig af kærlighed. Men de kommer ikke uden om at skulle inddrage familien. Når manden har fået overbevist sin familie om, at han har fundet den rette pige, tager hans forældre af sted for at besøge pigens forældre. De har ti cola-nødder med sig. Hvis de to familier bliver enige om betingelserne, så får pigens familie de ti nødder. Når de knækkes, er forlovelsen mellem de to officiel. At knække cola-nødder er en stor ting for en malisk mand. 

Halvdelen af maliske kvinder er gift med mænd, som har flere koner, siger statistikken. Hvordan kan det gå til? Betyder det så, at der er en hel masse mænd, der må undvære en kone – fordi nogle andre har to eller tre eller fire? Ikke nødvendigvis. Dels har mændene en højere dødelighed end kvinderne. Flere af dem dør tidligt. Dels gifter mændene sig senere. Det er ikke unormalt for piger at blive gift, når de er 15-16 år. Ægteskabet kan ganske vist først registreres på rådhuset, når de er fyldt 18 år – for på det punkt lever Mali op til FN’s menneskerettighedserklæring, der siger, at man normalt skal være fyldt 18 år for at blive gift. Men i moskeen accepteres giftermål fra 15-års alderen. Og ægteskaber efter lokale stammetraditioner kan finde sted helt ned til 12-13-års alderen. Til gengæld bliver mange mænd først gift, når de er i midten eller slutningen af 20’erne eller nærmer sig de tredive. For at forstå statistikken skal man tænke på, at befolkningstilvæksten er meget høj i Mali. Gennemsnitsalderen for befolkningen som helhed er kun 15,9 år. Det betyder, at der er langt flere 15-årige end der er for eksempel 30-årige mænd. Og dermed også, at der er langt flere piger i den giftefærdige alder, end der er mænd. En af grundene til, at mændene venter med at gifte sig er, at de kan have svært ved at skaffe pengene.

Pigerne har det ikke nemt i det fattige Mali. Ude i landsbyerne med deres lerhytter er det pigerne, der med store morter-stænger banker skallerne af hirsen, som skal bruges til aftensmaden.
Det er hårdt arbejde. Rigtig hårdt. Sveden pibler på panden, musklerne spændes. Det er også pigerne, der henter brænde og vand. Sommetider ligger brønden langt uden for byen. Og når den er 10 eller 20 eller 30 meter dyb, så skal der bruges mange seje armkræfter for at trække plasticspanden med de ti liter op til kanten. Og bagefter skal den så op på hovedet og hjem til landsbyen.  Her er ikke brug for fitness-center. Pigerne slæber også rundt med deres små søskende på ryggen, hvis mor ikke har tid – eller hvis familien har to børn i bærealderen. Og det er ikke udsædvanligt. For i Mali føder hver kvinde i snit syv-otte børn. I mange familier kommer der hele tiden nye børn til. Pigerne hjælper også til med madlavningen. Bagefter er det så tid til opvask. Den klarer pigerne også. Med koldt vand og lidt sæbe… og hvad laver drengene så? Ikke så meget. De sidder gerne som stolte præsidenter i en behagelig stol, drikker en kop te med naboen, snakker og ser livet gå forbi.