»Nogle siger, at Timbuktu er Verdens Ende, men for os, der kommer derfra, er det selvfølgelig Verdens Centrum.«
Ali Farka Touré, verdenskendt malisk musiker
Hvis I ikke vidste det, så kan vi glædeligt informere jer om at verdens ende officielt ligger i Mali. Efter utallige google søgninger er resultatet entydigt. Byen Timbuktu optræder i diverse udgivelser som et synonym for verdens ende. Et sted hvor umulige medarbejdere eller svigermødre bør deporteres hen. Et sted endnu længere væk, end hvor kragerne vender.
Navnet Timbuktu (el. Tombouctou) hævdes dog ifølge nogle af
byens legender at stamme fra en kvinde ved navn Bouctou (el. Buktu),
som levede for mere end 1000 år siden. Ifølge fortællingen gravede hun den
første brønd (= tim el. tom) på stedet, og da denne brønd gav
vand hele året, dannede den efterfølgende grundlag for bosættelser omkring
brønden. Derfor blev hendes navn hædret ved navngivning af bosættelsen og den
senere bydannelse (tim + buktu = Buktus brønd). Skønt områdets dominerende etniske grupper ikke er helt
enige om navnets oprindelse, er brønden opretholdt, og kan ses på en gårdsplads
bag byens museum.
Vurderet i forhold til en række uafklarede forhold omkring de historiske omstændigheder der knytter sig til grundlæggelsen af byen Timbuktu, er det dog vanskeligt at fastlægge et nøjagtigt tidspunkt. Det ligger formentlig relativt fast, at byen blev grundlagt som en nomadelejr, formodentlig af nomadefolket Tuaregerne, også kendt som det blå folk. Tuaregerne er Saharas gamle hårdføre nomadefolk, og i mere end totusinde år var det især dem, der stod for handelskaravanerne gennem den kæmpestore ørken. Kamel-karavanerne vandrede ad fem store ruter, der forbandt Nordafrika og Middelhavet med byerne syd for Sahara – blandt dem Timbuktu og Gao i det nuværende Mali. For eksempel blev der transporteret guld, elfenben, klæde, salt og slaver. Der findes i dag hen ved fem millioner tuareger, hvor af lidt under halvanden million bor i Mali. De øvrige er fordelt mellem de andre store ørkenstater – Niger, Burkina Faso, Algeriet og Libyen.
Ørkenens
sønner
Det lange blå tørklæde som tuaregerne bærer, er deres stolthed, eller rettere sagt de tuaregiske mænds stolthed. For hos dette muslimske ørkenfolk er det mændene – og ikke kvinderne - der skjuler deres ansigt med et tørklæde. Mændene bryder sig ikke om, at fremmede ser deres mund eller næse. Og fra gammel tid mener de også, at tørklædet beskytter ansigtet mod onde ånder. Tørklædet har dog også en praktisk betydning og bruges derfor også af andre folkeslag. Når det er bundet op på hovedet fungerer det nemlig både som turban og tørklæde. Altså som hovedbeklædning til at beskytte mod solen i Sahara, og som tørklæde til at dække mund og næse, når vinden blæser, og ørkensandet hvirvler gennem luften. For tuaregerne er tørklædet noget særligt. Kun voksne mænd må bære det blå tørklæde. De tager det kun af overfor den nærmeste familie. For rigtige tuareger har også farven og folderne betydning. Måden tørklædet er bundet på, kan vise hvilken klan man tilhører eller hvilken region man kommer fra. Jo mørkere blå farve, jo finere er man. Tuaregerne kalder tørklædet et ”tagelmust”. Tuaregernes blå farve kaldes ’indigo’ – opkaldt efter de planter farvestoffet kommer fra. Indigo har nuancer fra mørkeblå til sart lyseblå. Traditionelt farves tøjet ved at banke eller slå det tørre indigo ind i stoffet med en sten – fordi det sparer på det kostbare vand i ørkenen. Teknikken giver en særlig metallisk farve. Den overskydende farve – både fra turbanen og den blå klædedragt – smitter af og trænger ind i huden og farver den med en mørk blå farve. Her fra stammer tuaregernes gamle tilnavn: ”Det blå folk.” Tuaregerne vasker i øvrigt ikke deres tørklæder, men bruger dem til de falder i laser. Nu om dage bruger tuaregerne i øvrigt også andre farver, for eksempel mørkegrøn og mørkerød. Men den blå anses stadigt for den fineste.
Tuaregerne har gennem tiden kæmpet for selvstændighed. Blandt andet mod den franske kolonimagt i 1900-tallet. Og da de afrikanske lande fik deres selvstændighed omkring 1960, og tuaregerne skulle tilhøre forskellige lande, gjorde mange af dem væbnet oprør. Også i 1990’erne var der et flere år langt oprør i det nordlige Mali, og så sent som I 2008/09 var der væbnede sammenstød mellem tuareg-oprørere og hæren i Mali – med op til 20-30 døde. I de seneste årtier har de fleste tuareger været tvunget til at opgive deres gamle hyrde- og nomadetilværelse. Lange tørkeperioder har kostet deres husdyr livet, og store rige tuareg familier har mistet deres formuer. Mange forsøger nu at ernære sig med traditionelt landbrug.
Tuaregerne har endvidere ry for at være hårdføre og udholdende, og kan klare sig i svært terræn. Kan det mon være derfor at Folkevogn for nogle år siden kaldte deres nye serie af firhjulstrækkere for ”Touareg”, hvem ved?